Jesu påstande

Hvad hævdede Jesus Kristus om sig selv?

 

I sin berømte bog:

Det er kristendom fastslår C.S. Lewis: »Én som blot var en mand og sagde de ord, som Jesus sagde, ville ikke være en stor moralsk lærer. Han ville enten være en galning – på samme måde som en mand, der siger, at han er et pocheret æg – eller han ville være djævelen. Du må vælge. Enten var han, og er, Søn af Gud, eller også en galning eller det, der er værre. Du kan lukke ham af som en tosse, eller du kan falde ned for hans fødder og kalde ham Herre og Gud. Men lad os ikke komme med nedladende nonsens om, at han var et stort menneske og en stor lærer. Det har han aldrig ladet være op til os…«

 

Jesus kan kun være én af fire ting: En legende, en løgner, en galning – eller Herre og Gud. Der er så mange historiske og arkæologiske beviser for, at han ikke bare var en legende. Hvis han var en løgner, hvorfor ville han så dø for sine påstande, når han med et par ord nemt kunne undgå en forfærdelig død? Og hvis han var en galning, hvordan klarede han så intelligente debatter med sine modstandere og presset fra forræderiet og korsfæstelsen – hvor han blev ved med at vise en dyb kærlighed til sine forfølgere? Han sagde, at han var Herre og Gud. Beviserne støtter påstanden.

 

Her er nogle af de nøglepåstande, Jesus sagde om sig selv:

 

 

Han hævdede at leve et syndfrit liv!

 

Jesus kunne se på en flok mennesker, der var vrede over hans krav om at forkynde om Gud, og spørge: »Hvem af jer kan pege på noget forkert i mit liv?« Endnu mere fantastisk er det, at ingen af dem kunne give et svar! Ingen, intet levende menneske har levet et liv uden synd, kun Jesus.

 

Joh. 8,28–29: »Jesus sagde da til dem: Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne…«

 

Joh. 8,46–47: »Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud…«

 

 

Han hævdede at være den eneste vej til Gud!

 

Ikke én af flere veje, men den eneste vej. Ikke at vise vejen, men at være vejen til Gud. Ingen har nogensinde før hævdet noget i den retning, og vist det i sit liv. Men Jesus gjorde det gennem sin kærlighed, et liv i balance, og de undere, han viste.

 

Joh. 14,6: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig…«

 

Matt. 11,27: »Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for…«

 

 

Han hævdede at have del i Guds hellighed!

 

Jesus hævdede, at han havde eksisteret før, de mennesker han talte med. Apostlen Johannes – som var meget tæt på Jesus – skrev, at Jesus var med Gud i begyndelsen, og at »alle ting blev til gennem Ham, og uden Ham blev ikke én ting til, af det som er…« (Joh. 1,1–5)

 

Joh. 17,5: »Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til…«

 

 

Han hævdede at kunne tilgive syndere!

 

Én af grundende til, at jødernes ledere var ophidsede og afvisende over for Jesus var, at han blev ved med at tilgive folkets synder. De religiøse ledere forstod helt rigtigt; at da synd var oprør mod Gud selv, så kunne kun Gud tilgive synd.

 

Luk. 5,20–21: »Da han så deres tro, sagde han: Menneske, dine synder er tilgivet dig. Da begyndte de skriftkloge og farisæerne at tænke: Hvem er han? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end Gud alene?«

 

Luk. 7,48–49: »Og han sagde til hende: Dine synder er tilgivet. De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: Hvem er han, som endog tilgiver synder?«

 

 

Han hævdede at være en Himmelsk konge!

 

Lukas 22,69: »Men herefter skal Menneskesønnen sidde ved Gud den Almægtiges højre hånd…«

 

Lukas 23,1–3: »Og hele forsamlingen rejste sig og førte ham til Pilatus. Dér gav de sig til at anklage ham og sagde: Vi er blevet klar over, at denne mand vildleder vort folk og vil hindre, at vi betaler skat til kejseren, og han siger om sig selv, at han er Kristus, en konge. Pilatus spurgte ham: Er du jødernes konge? Han svarede: Du siger det selv…«

 

Joh. 18,36–37: »Jesus svarede: Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden. Pilatus sagde til ham: Så er du altså konge? Jesus svarede: Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst…«

 

 

Han hævdede at kunne give evigt liv!

 

Han fortalte ikke bare mennesker, hvor de kunne få evigt liv, eller en dybere oplevelse i livet. Han hævdede selv at kunne give et fuldt og evigt liv.

 

Joh. 6,40: »For min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag…«

 

Joh. 6,47: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv…«

 

Joh. 10,28–30: »Jeg giver dem (mine efterfølgere) evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét…«

 

Joh. 11,25: »Jesus sagde til hende: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør…«

 

 

Han hævdede at skulle dø og blive levende igen!

 

Joh. 10,17: »Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre…«

 

Joh. 12,32–33: »Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig. Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø…«

 

Joh. 16,16: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig…«

 

Lukas 18,31–33: »Han tog de tolv til side og sagde til dem: Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå…«

 

 

Han hævdede, at han ville komme tilbage for at dømme verden!

 

Matt. 24,27–30: »For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være… Og da skal Menneskesønnens tegn komme til syne på himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed…«

 

Matt. 25,31–32: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene…«

 

Mark. 14,61–62: »Men han tav og svarede ikke. Ypperstepræsten spurgte ham igen: Er du Kristus, den Velsignedes søn? Jesus svarede: Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer…«

 

 

JesusNet

Hjemmesiden bruger cookies Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere