Den jødiske lære

Den jødiske lærde, Moses Maimonides (1135-1204), en af jødedommens største rabbinere,

 

Den jødiske lærde, Moses Maimonides (1135-1204), en af jødedommens største rabbinere, formulerede tretten trosartikler, som i praksis omfatter jødedommens vigtigste trosforestillinger:

 

 

Maimonides' tretten trosartikler

 

Skaberens eksistens, Guds enhed, Guds ulegemlighed (Gud er ånd), Guds evighed, Gud som den eneste man kan og må tjene, profeternes ægthed, Moses som den vigtigste profet, Torah'ens åbenbaring til Moses, Torah'ens uforanderlighed, Guds alvidenhed, løn og straf i denne verden og den som kommer, Messias' komme og de dødes genopstandelse.

 

Hele dette kompleks er indeholdt i jødedommens store bøn S'hma ("Hør"): "S'hma Israel, Adonia eloheinu, Adonai echad " ("Hør Israel, Herren er vor Gud, Herren er én").

 

Det er på baggrund af denne stærke tro på, at der kun er én Gud og at Gud er én, at Jesus (som Kristus, dvs. Messias og Guds søn eller den inkarnerede Gud) afvises. Jesus betragtes ikke som Messias, og dyrkelsen af hans person er i jødisk forstand en krænkelse af Gud, der er én. Jødedommen har også en forestilling om en Messias, hvis komme de fortsat afventer, men deres forestilling betyder ikke, at Messias er guddommelig eller Guds søn. I jødedommen repræsenterer Messias den, der bringer bud om en ny tidsalder, en verdenstilstand, hvor det rette Gudsforhold gør sig gældende, og hvor frem for alt fred råder mellem mennesker og nationer.

 

Sammen med forestillingen om den ene Gud og skaber hører så også forestillingen om, at Gud har åbenbaret sig først og fremmest for det jødiske folk, "det udvalgte folk", i dette folks historie og i Torah , "Loven" eller "Læren".

 

Torah er identisk med De fem Mosebøger, men betegnelsen dækker i videre betydning hele det kompleks af religiøse skrifter, der findes i Det gamle Testamente og i den mundtlige tradition (Talmud ), der blev endeligt redigeret i århundrederne før og efter vor tidsregnings begyndelse.

 

Beretningerne i Det gamle Testamente om Guds skabelse af verden er selvsagt centrale, og i beretningen om Abraham knyttes forestillingen om Guds enhed sammen med forestillingen om det udvalgte folk og dette folks hellige historie: Abraham forstod som den første, at Gud var én, og at han ikke kunne dyrkes gennem billeder. Han blev derfor Guds udvalgte og sluttede en pagt med Gud på sine efterkommeres vegne. Som et tegn på denne pagt omskar Abraham sig selv, og dette pagtstegn følger via omskærelsen på ottendedagen efter fødslen (brit-millah ) fortsat jødiske drengebørn.

 

Gud lovede Abraham efterkommere "så talrige som himlens stjerner", et folk, som altid skulle stå i et særligt forhold til Gud som dennes "pagtsfolk". Pagten mellem Gud og folket blev endeligt sluttet ved Sinai, hvor folket modtog og accepterede Loven, som siden betragtedes som forpligtende for efterkommerne.

 

Jødedommen forbinder sig intimt til landet Israel. Religionen lærer, at pagtsfolket er uløseligt knyttet til det hellige land, som Gud har lovet det. Israel og Jerusalem er og bliver derfor et fysisk såvel som åndeligt centrum i al jødisk liv og tænkning: "Næste år i Jerusalem", lyder en traditionel jødisk hilsen.

 

Denne forestilling har så igen næret den politiske zionisme, hvis udgangspunkt således ikke er politisk nationalisme, men en traditionsbunden religiøs identifikation med Det hellige Land.

 

NetSpirit

 

 

Hjemmesiden bruger cookies Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere