Islams historie og oprindelse

Islam blev til på den arabiske halvø i det 6. århundrede e.Kr.

 

Islam blev til på den arabiske halvø i det 6. århundrede e.v.t. Stifteren Muhammad (ca. 570-632) blev født i Mekka, hvor han trådte frem som Allahs profet og forkyndte læren om én gud og frygt for dommedag. Muhammads lære blev ikke accepteret i Mekka, og han blev i 622 tvunget til at flygte til Medina. Dette årstal er udgangspunktet for den islamiske tidsregning.

 

I dag kan ca. 1 milliard mennesker statistisk set betegnes som muslimer, og islam er en verdensreligion, den største næst efter kristendommen. Flertallet af verdens muslimer lever i Indonesien, Malaysia, Pakistan og de centralasiatiske republikker, mens kun ca. 21 % lever i de arabisk talende lande i Mellemøsten.

 

Både i statistikkens og virkelighedens verden er "muslim" et vidt begreb. Den bredeste definition af "muslim" er den etniske, ifølge hvilken muslimer er mennesker fra lande og miljøer, der traditionelt regnes for muslimske. Denne definition, der ikke siger noget om, hvorvidt disse muslimer er troende eller ikke-troende muslimer, er den definition, der bruges i statistikker. En snævrere definition er den, der definerer en muslim som ""én, der underkaster sig (Gud)" og "islam" betyder "det at underkaste sig (Gud)". For at forstå meningen med denne bogstavelige oversættelse og få muslimernes egen opfattelse tydeliggjort er det imidlertid nødvendigt at oversætte mere frit: En "muslim" er "én, der af egen fri vilje hengiver sig til, underkaster sig Gud (Allah)". Allah er arabisk og betyder Guden, og arabisktalende kristne og jøder kalder også Gud for Allah.

 

Overordnet set kan islam og muslimer opdeles i sunnittisk islam og sunnitter (90 %) og shia-islam og shiitter (10 %). Indenfor sunnittisk islam er der fire forskellige retstraditioner , der dominerer forskellige dele af verden, og indenfor og på tværs af disse retstraditioner findes mange forskellige og til tider modstridende opfattelser af, hvad sand islam er og bør være. Der er også mange retninger og sekter indenfor shia-islam, der i dens forskellige former er majoritetsreligion i Iran, Irak og Syrien.

 

Mangfoldigheden skyldes også, at der er lokale varianter af islam, afhængige af den kultur og de religioner, der har været dominerende før og efter islams komme, og at der i islam som i andre religioner finder store forskelle mellem de lærdes islam (normativ islam) og folkelig islam, og mellem f.eks. uddannede og uuddannede muslimske mænds og kvinders islam. Endelig bør det huskes, at muslimer ligesom kristne har vidt forskellige følelsesmæssige holdninger til deres religion. Nogle er entusiastiske, andre indifferente og andre igen tager direkte afstand fra islam eller dele af traditionel islamisk tro og praksis.

 

 

NetSpirit

Hjemmesiden bruger cookies Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere