Det islamiske lære

En vigtig del af den praksis den religiøse lov pålægger de troende, kaldes «de fem søjler» og omfatter:

 

En vigtig del af den praksis den religiøse lov pålægger de troende, kaldes «de fem søjler» og omfatter: 1. trosbekendelsen, 2. den rituelle bøn, 3. almissen, 4. fasten og 5. pilgrimsfærden til Mekka. Før de religiøse pligter kan udføres, må den troende være rituelt ren.

 

Tanken om rituel renhed/urenhed indtager en vigtig plads i islam. Alle menneskers biologiske funktioner - også de seksuelle - gør mennesket urent og forudsætter renselse. Omskæringen af drengebørn - som ikke nævnes i Koranen - er både et tegn på renhed og på tilhørighed til det religiøse samfund. Islam har desuden en række bestemmelser som forbyder enhver kontakt med urene ting eller dyr: grisen er uren, og kødet må ikke spises. Islam har forbud mod vin (alkohol), og der praktiseres også forbud mod at spise kød af dyr, som ikke er slagtet på forskriftsmæssig måde.

 

Søjle 1: Trosbekendelsen (Shahada)

Der er ingen gud foruden Gud, og Muhammad er Hans sendebud" . Trosbekendelsen skal udtales mindst een gang i livet og udtalt i vidners nærvær giver den vedkommende officiel status og ret som muslim. Den hviskes ind i den nyfødtes øre og indgår bl. a. i kaldet til bøn.

 

Søjle 2: Bønnen (Salat)

Den rituelle bøn (til forskel fra den private bøn) skal udføres fem gange i døgnet: ved daggry, lidt over middag, midt på eftermiddagen, ved solnedgang og om aftenen. I muslimske lande sætter kaldet til bøn (adhan ) sig igennem overalt, idet det annonceres fra mangt en højtaler. Den bedende vender sig i bederetningen (qibla) mod Mekka, og det anbefales at denne markeres på den ene eller anden måde.

 

Søjle 3: Ramadanen (Sawm)

Fastepraksis er knyttet til én bestemt måned i året (Ramadan), og i tredive dage må man ikke spise, drikke eller have samleje fra solopgang til solnedgang. Afslutningen af Ramadan fasten markeres ved en fest. I islam som i så mange andre religioner er faste en del af det religiøse liv. Faste indgår i muslimers religiøse liv på flere forskellige måder. Den religiøse kalender rummer flere dage, hvor faste er anbefalet og foreskrevet, og mange muslimer faster fra tid til anden frivilligt.

 

Den vigtigtste faste er imidlertid den, der er foreskrevet for måneden Ramadan. I denne måned spiser og drikker muslimer ikke fra solopgang til solnedgang, og de afholder sig også fra seksuelt samkvem. Fasten brydes hver dag ved solnedgang (det muslimske døgn går fra solnedgang til solnedgang) med et særligt måltid, og i den del af natten, der henstår, inden den tidlige bøn og næste dags faste, er også seksuelt samkvem tilladt.

 

For gravide, menstruerende, syge, ældre og rejsende gælder særlige regler: Fasten kan suspenderes helt eller de kan faste på et senere tidspunkt. Børn faster som regel ikke før efter 12 års alderen (de forskellige retsskoler har forskellige regler for deres fulde deltagelse) , men delvis deltagelsen i fasten kan være fristende for mange, netop fordi det markerer voksenstatus og hengivenhed.

 

Fastemåneden er en mindelse om den måned Muhammad - også under faste - modtog åbenbaringen og dermed Koranen, og Koranlæsning og - recitation spiller en central rolle. En af nætterne i Ramadan, den 27., kaldes "Skæbnens Nat", og netop denne nat skulle være natten, hvor Koranen blev åbenbaret. Den fejres med bl.a. intens Koranlæsning og bøn.

 

Hele måneden har et festligt præg og kan i mange muslimske lande minde om julemåneden. Det er en tid for intenst socialt samvær og fest. Ramadan afsluttes med en særlig fest, Id-al-fitr . Tidspunktet for afslutningen såvel som begyndelsen af fastemåneden varierer, afhængig af hvilken islamisk autoritet pågældende gruppe af muslimer følger. eid-al-fitr indledes tidligt om morgenen med badning og et særligt måltid, hvorpå man samles i moskeen eller i et til lejligheden lejet lokale til en stor fællesbøn. Derefter går man på visit med gaver og spiser sammen. Ofte får især børnene nyt tøj. Festen er meget populær og strækker sig ofte over flere (tre) dage.

 

Den fælles fredagsbøn i moskéen tillægges særlig betydning. Bønnen kan udføres hvor som helst, men middagsbønnen om fredagen bør foregå sammen med andre i en moske. Til fællesbønnen om fredagen er der en prædiken (kutba ) givet af moskeens bønneleder (imam ) eller af en særligt inviteret muslim. Forud for bønnen går dels en udtalt intention (niyya ) om at man vil bede af et rent hjerte og dels en rituel renselse, hvis detaljer afhænger af graden af rituel urenhed. Desuden tager man altid skoene af, inden man beder, og inden man går ind i en moske. Bønnen foregår efter et fast mønster med bestemte bevægelser og særlige bønneformularer.

 

Mænd og kvinder har samme forpligtelser til at bede, men bl.a. menstruation og fødsel kan hindre kvinder i at bede, fordi de i disse sammenhænge anses for rituelt urene. I mange mosker er der indrettet et særligt rum til kvinder, men andre steder igen forventes kvinder at bede udelukkende i hjemmet.

 

Gud er større (allahu akbar ) (4 gange)

Jeg bevidner, at der ingen gud er foruden Gud (2 gange)

Jeg bevidner, at Muhammad er Hans sendebud (2 gange)

Kom til bøn (2 gange)

Kom til frelse (2 gange)

Gud er større (2 gange)

Ingen gud uden Gud (1 gang)

 

Hvornår præcist afslutningen på ramadaen indtræffer afhænger af hvornår nymånen observeres for første gang. Hvilket veksler fra sted til sted. Også begyndelsen på ramadanen er der uenighed om.

 

Uenigheden skyldes at der er vidt forskellige måder at kigge efter månen på. I lande som Marokko og Pakistan er det en gruppe lærde, der suverænt afgør sagen. I Indonesien og Malaysia måler man vinklen mellem måne og horisont. I Saudi-Arabien og Egypten er der komplicerede (og forskellige regler) for det tidspunkt efter solnedgang, man må begynde at se efter nymånen. I Algeriet og Tunesien kombinerer man alle disse krav. I Nigeria er man dybt i vildrede, og metoden varierer fra år til år. Ofte er der åbne skænderier over grænserne om sagen.

 

I de muslimske lande er usikkerheden en del af fornøjelsen. I de lande hvor muslimer er i mindretal, er det noget værre rod. I Europa følger de muslimmske samfnd typisk enten deres hjemland, eller det første og det bedste muslimiske land. Nogle er naturligvis også begyndt at tage computer til hjælp.

 

Søjle 4: Almissen (zakat)

Almissen fungerede oprindelig som en forpligtelse overfor de fattige. Den har fået en række lokale udformninger og har flere steder antaget form af en årlig skat. Gud er den egentlige giver af lykke og al formue, og ved at give en del af sin formue til velgørende formål markerer man dette. Zakat ( der oftest oversættes med "almisse", men mere korrekt betyder "renselse" ) renser og befrier den enkelte og samfundet for havesyge, hovmod og ulighed, og det at tjene og hjælpe sin næste ved at give zakat er altså en del af det at tjene Gud.

 

Zakat gives principielt når vedkommende finder det passende, men ganske ofte sker det i forbindelse med Ramadan og Id-al- fitr. Zakat kan kanaliseres gennem moskeen og den lokale imam, der kan opfordre den enkelte til at betale sin zakat. På Id-al-fitr giver muslimer ofte også et mindre beløb til akut trængende, evt. syge, hungerramte og sårede i krigszoner. Denne form for almisse kaldes sadaqa.

 

Søjle 5: Valfarten (hadj)

Pilgrimsfærden til Mekka er en forpligtelse for enhver muslim, som er i stand til at foretage denne rejse én gang i løbet af sit liv. Enhver muslim bør, hvis han eller hun har mulighed for det, een gang i livet foretage pilgrimsrejse til Mekka. Valfarten falder i den sidste måned af det islamiske kalenderår. Mindelser om valfarten finder man ofte i hjemmene i form af særlige plakater og tegninger, der viser Ka'baen eller dele af rejsen til Mekka. Det giver status at have deltaget i valfarten, og den valfartende kan bære titlen hadji . Der er kvoter på antallet af pilgrimme fra de forskellige lande. Ahmadier kan ikke få lov at deltage i valfarten.

 

De vigtigste ritualer i forbindelse med valfarten er:

 

1) omkredsning af Ka'baen,

 

2) sammenkomst på Arafatsletten ved "Barmhjertighedens Bjerg", hvor Muhammad holdt sin afskedsprædiken, og de over en million muslimer fra hele verden iklædt deres særlige enkle og ensartede pilgrimsdragt lytter til en prædiken,

 

3) en symbolsk stening af Satan,

 

4) et slagtoffer for at mindes Ibrahams (Abrahams) offer af sønnen Ismail.

 

Slagtofferet er udformet som en fest i sig selv, Id-al- adha, hvor muslimer over alt i verden deltager ved at ofre den 10. i valfartsmåneden. Ofte begynder muslimer offerfesten allerede den 1. i måneden, og på selve dagen bader man, ifører sig sit bedste tøj og samles til fællesbøn, hvor imamen holder en prædiken om festens betydning. Derefter, når den ofrende er rituelt ren, finder ofringen sted, ifølge reglerne et sted på hjemvejen fra moskeen. Ofringen skal ske på rituel vis, halal, med dyrets hoved vendt mod Mekka, med overskæring af luftrør og halspulsåren, så alt blodet løber fra og i Guds navn.

 

En af hovedidéerne med ofringen er at bespise de trængende med offerkødet. Principielt skal 1/3 af kødet spises af den slagtendes egen familie, mens 2/3 gives til trængende naboer og fattige. I forbindelse med dette særlige offer er det skik, at de deltagende dypper hænderne i offerdyrets blod og sætter deres aftryk på vægge og lignende.

 

 

NetSpirit

Hjemmesiden bruger cookies Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere